Igennem de sidste 6 måneder har jeg været i genoptræning efter en alvorlig ulykke. For et år siden var jeg en meget aktiv sportsmand, men det blev der sat en stopper for, da jeg faldt ned fra en stige herhjemme. Jeg faldt og brækkede to ryghvirvler. Jeg har bandet mig selv langt væk. Hvad skulle jeg op på den stige for? Ja, jeg skulle derop, fordi jeg ville rense tagrenden for nedfaldne blade – og bang – lige pludselig så lå jeg på terrassens fliser med to ituslåede ryghvirvler.
Ulideligt
Hospitalsopholdet var ulideligt langt. Næsten 3 måneder. Men som lægerne siger: 3 måneders hospitalsophold er billigt sluppet efter de brud. Jeg får nemlig ikke mén af bruddene. Knoglerne skulle bare have tid til at gro sammen igen. Men 3 måneders hospitalsophold tager en del på muskler og på humøret. Det var først, da jeg begyndte på mit genoptræningsprogram, at jeg indså, hvor heldig jeg har været. Det tog noget tid at indse det. Jeg troede jo, at jeg kunne næsten ligeså meget, som jeg kunne, inden jeg faldt. Men nej. Genoptræning tager tid. Og man bliver godt nok frustreret undervejs. Efter nogle måneder, hvor jeg fulgte genoptræningsprogrammet på hospitalet, fik jeg lov til at supplere min genoptræning – for egen regning. Lægerne advarede mig, dog imod at overdrive.
Genoptræning
Jeg gik derfor på nettet for at finde en kyndig terapeut: ”Genoptræning København med fysioterapeut” og jeg fandt naturligvis en af Danmarks bedste. Hun er tilknyttet en klinik, hvor de arbejder meget med sportsskader. Nu er det jo ikke en sportsskade, jeg har været udsat for. Men min tanke var, at hun sikkert godt kan forstå min utålmodighed efter at komme tilbage i min gamle form.
Da jeg fandt klinikken, kontaktede jeg dem med det samme. Jeg forklarede dem, hvordan tingene hænger sammen, og jeg kom i behandling hos dem. De har været meget søde. Og muligvis endnu mere forsigtige end fysioterapeuten på hospitalet er. I hvert tilfælde har jeg mange gange fået at vide, at jeg ikke skal jappe afsted. Hvis jeg gør det, så risikerer jeg bare andre skader, som måske kan få værre konsekvenser. Jeg har forsøgt at forstå det det siger – af hele mig hjerte. Rationelt forstår jeg det godt. Men sådan følelsesmæssigt, så er min tålmodighed altså ved at løbe ud. Jeg fatter ikke, at det kan tage så lang tid at komme tilbage i god form.
Kan godt forstå det
Rationelt kan jeg godt forstå, at den muskelmasse, som man har bygget op gennem flere års træning, ikke bare kommer tilbage i løbet af et halvt år, fordi man gør sig umage. Det er meget svært at acceptere, at man ligesom er nødt til at starte helt forfra. Følelsesmæssigt har det bevirket, at jeg sommetider går lidt i panik: Tænk nu, hvis jeg aldrig kommer tilbage til min gamle form. Er konkurrenceniveauet udelukket? Jeg vil bare tilbage. Det kan ikke gå hurtigt nok. Jeg vil ikke miste endnu en sæson. Men min fornuft siger mig, at jeg skal være tålmodig og give det den tid, der skal til med massage og genoptræning.